Det danske ben af Itera Consulting har rødder tilbage til 1998. Med en del af medarbejderne fra dengang og de oprindelige stiftere i direktionen har vi formået at bevare den pionerånd, som gør vores hverdag spændende.
Siden er der selvfølgelig kommet flere og nye folk til og de fleste er blevet lidt ældre og har fået familie. Derfor er der også mange med børn, og rigtig mange er i alderen 0-7 år. Ligesom det er naturligt for os at gå på via VPN om aftenen og arbejde videre når børnene er lagt i seng, så betyder det også, at der er en gensidig forståelse for behovet for fleksibilitet i forhold til at skulle hente børn og planlægge sin tid i det hele taget. Det betyder også, at vi holder fastelavn for børnene og i stigende grad tænker i aktiviteter for vores familier uden for arbejdstiden. Der er selvfølgelig også medarbejdere som ikke har børn og der bliver også taget initiativ til aktiviteter som bare er for medarbejderne, fx løbetræning, rundbold, tøseaften eller gamernight.
Uddannelsesmæssigt er vi en del med ingeniørbaggrund og ellers andre længerevarende uddannelser, som fx Cand.scient., cand.merc., cand.it m.fl. Vi har også medarbejdere med andre baggrunde og flere kommer med flere kompetencer, som går forud for deres IT-fokus. Vi har således bl.a. en skiltemaler og en brandmand blandt vores medarbejdere. Der hersker dog ingen tvivl om, hvor deres interesse og motivation ligger, og at de har fundet deres rette hylde i Itera Consulting.